onsdag den 28. maj 2008

Netmusik med besvær


Jeg har forespurgt unge mennesker, som har deres gang i vores hjem, om de kender netmusik. "Net.. hvadfor noget?" bliver der svaret, så selv om netmusik må betegnes som en succes, er der stadig et potentiale, som det ikke er nået endnu. Måske skyldes det, at netmusik konkurrerer med lovlige og ikke mindst ulovlige muligheder for at hente musik på nettet - og som kan høres i mere end 7 dage.
Vi mærker her på biblioteket ikke meget til netmusik-brugere, da det jo netop drejer sig om, ikke at gå på biblioteket. Jeg har dog været ude for en låner, der spurgte om en sang lige her og nu, fordi hun skulle hjem og skrive festsang, og ville have melodien helt present. Da den pågældende var udlånt, blev hun meget glad, da jeg slog op i netmusik og viste hende, hvordan hun fik pin-kode, kom ind, søgte o.s.v. Problemet er, om hun nogensinde fandt ud af at hente det ønskede stykke musik, og selv fik det lagt ind på nettet. For nemt er netmusik ikke. Efter at have forsøgt forgæves at følge vejledningen, lykkedes det mig endeligt, da jeg lagde vejledningen langt væk, og begyndte helt forfra. Det er noget med at holde styr på sine mapper, pakke ud, overvåge og tilføje. Men når man først har øvet sig, går det som smurt.
Jeg synes netmusik er en god ting. Man har mulighed for 30 sek. lytten inden man lægger i kurven, og udvalget er stort, også med titler, der ikke findes i netpunkt. Men vi skal blive gode til at fortælle lånerne om tilbuddet, og have tid til at vejlede dem.
Men netmusik er et supplement. Der bør stadig være mulighed for at købe og låne cd'er og for den sags skyld også lp'er, som stadig fremstilles. Man skal kunne stå og bladre i kasser på biblioteker og i forretninger og finde spændende ting med flotte omslag, teksthæfter og fyldig omtale. Så lad os krydse finge for, at den faste form holder endnu.

tirsdag den 20. maj 2008

MP3-afspilleren

Det var meget nemt klaret denne gang. For naturligvis satte vi os allesammen grundigt ind i MP3-afspillerens funktioner, da vi fik den til publikum; således at vi sagligt kunne introducere den og svare på de spørgsmål, der måtte dukke op ved udlånet af den. Personligt kunne jeg godt have brugt vejledningen, der fulgte med nu, tidligere. Så kunne megen tid, for at få den til at virke, være undgået. Noget der er selvfølgeligheder for nogle, er det ikke for andre; og det glemmer dem der skriver vejledninger tit. Den der fulgte med nu, var forbilledligt klar.
Opgaven var udpræget en hjemmeopgave, da man jo er nødt til at bruge sine egne cd'ere, (hvis man da har nogle). I det hele taget er det med ophavsret en noget kringlet affære. Der er ikke noget at sige til, at loven overtrædes groft både bevidst og ubevidst. Men det gør det naturligvis ikke mere lovligt. Hvorfor må man f.eks. hente et filmklip med Kim Larsen på Youtube, men ikke et klip fra sin cd, og lægge over på MP3-afspilleren. Men det er naturligvis pointen med netmusik.
MP3-afspillerens lydkvalitet var bestemt ikke noget af klage over. Det er utroligt, hvad der kan komme ud af sådan en lille brik.

lørdag den 17. maj 2008

Filmklip fra Youtube og Bibstream

Her er to filmklip fra Youtube. Det ene viser, at problemer med at huske adgangskoder ikke er af ny dato. Det andet kunne måske give en idé til effektivisering af kassationsproceduren.





OK. Der skal da også være et fra Bibstream



Men nytårstalen er fra Youtube


(Men hvad siger ophavsretsloven ?)

tirsdag den 6. maj 2008

Flickr (fortsat) med Sakskøbing Bibliotek bag facaden


Det er et held, at biblioteket er i besiddelse af et digitalt kamera, så vi kan lægge nogle billeder ind, og det være hermed gjort. Der går nok noget tid, inden de slår igennem i systemet og kan søges af andre. Jeg har også oprettet et sæt, der hedder Sakskøbing Biblioteks historie, hvis det kan more nogen.
Billedet ovenfor er resultat af øvelsen "blog this", og markeres som privat, da det vel være for pinligt, at det skal bekendtgøres for alverden, at sidste gang Sakskøbing Bibliotek blev malet, var der kun råd til at det blev ud til gaden. Den (øvelsen altså)var lidt bøvlet at finde ud af. Det kom alt muligt på engelsk med registrering m.m., men det lykkedes.
Med hensyn til licenser gælder det om at holde ørerne stive, men jeg forventer ikke, at de billeder, jeg har ophavsret til, udnyttes groft i kommerciel sammenhæng.